Brænder du for at arbejde med vandløb?

Er du interesseret i at arbejde med vandløb. Kan du varetage en god dialog med byens borgere og yde god service i et job præget af stor offentlig og politisk bevågenhed? Så er det dig, vi leder efter! 

Om os
Hos os er vandløbsarbejdet en kerneopgave, og du bliver en del af vores vandløbsgruppe med to engagerede kollegaer. Vi arbejder med både små og store vandløb, løser en bred vifte af opgaver i forhold til vandhåndtering og klima- og naturprojekter. Opgaverne spænder således fra drift- og myndighedsbehandling efter vandløbsloven, til udvikling og gennemførelse af vandløbsprojekter i tæt dialog med lodsejere og andre interessenter.

Du bliver en del af en velfungerende afdeling med stort politisk fokus på mange af de opgaver, vi løser. Der er gang i mange spændende projekter, og vi forsøger løbende at tilpasse os nye krav og ønsker fra både borgere, politikere og kollegaer i kommunen, så du kommer ikke til at kede dig.

Vi ser os selv som både dygtige og jordnære, og vi vægter faglighed højt. Vi synes, at det skal være rart og sjovt at gå på arbejde. Vi har en uformel tone i hverdagen og lægger vægt på samarbejde, engagement, respekt – og godt humør.

Du vil indgå i Natur- og affaldsafdelingen, hvor vi samarbejder uformelt på tværs af vores fagligheder. Vi lægger stor vægt på, at vores samarbejde foregår på en ligefrem og rummelig måde, og at vores omgangstone er respektfuld og uformel. Vi prioriterer det gode arbejdsmiljø, og har fokus på at levere service af høj kvalitet til borgere, politikere, kollegaer m.fl. 

Dine arbejdsopgaver
Du vil som nogle af dine primære opgaver komme til at arbejde med myndighedsbehandling efter vandløbsloven og tilhørende bekendtgørelser, og du vil deltage i samme opgave løsninger som dine tætteste kollegaer for vi tror, at de bedste løsninger findes i godt samarbejde. 

Vi har brug for dig til en række spændende opgaver indenfor følgende områder:

  • Sagsbehandling indenfor vandløbsloven
  • Borgerhenvendelser om f.eks. dræningssager og vandløbsreguleringer
  • Tilsyn med vandløb og vandløbsvedligeholdelse
  • Samarbejde med andre fagområder med vandløbsfaglig vinkel
  • Projekter i forbindelse med vandområdeplaner og den grønne trepart

 

Om dig
Vi søger en person, der trives i feltet mellem høj faglighed, engagerede borgere og politik. Du skal være dygtig til at formidle i både skrift og tale. Det er derfor vigtigt, at du kan lide at tale med kommunens borgere, være løsningsorienteret og dialogsøgende, ligesom du er god til at se muligheder frem for konflikter i dit arbejde med borgerne. Du er samarbejdsorienteret og effektiv, og du besidder et godt overblik samt evnen til at prioritere dagens mange gøremål med en positiv indstilling.

Du har:

  • Relevant uddannelse, såsom f.eks. biolog, ingeniør e.l.
  • Et godt kendskab til vandløb
  • Gerne erfaring med sagsbehandling efter vandløbsloven
  • Erfaring med i GIS-værktøjer (gerne Scalgo, QGis og VASP)
  • Evnen og lysten til dialog med borgere, lodsejere, kollegaer m.v.
  • kørekort til almindelig bil

 

Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling i By, Miljø og Teknik, som varetager mange alsidige områder og projekter i Egedal Kommune. Vi er ca. 50 medarbejdere på rådhuset, hvor vi vægter det faglige stærke fællesskab lige så højt som det sociale og gode kollegiale miljø på kontoret. Herudover er vi gode til at hjælpe hinanden på tværs og prioriterer et stærkt samarbejde og god dialog med hinanden.       

Vi tilbyder en god og fleksibel arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder, hvor vi høster erfaringer med hjemmearbejde og er ambitiøse i forhold til en høj grad af fleksibilitet i opgaveløsningen og mulighed for hjemmearbejde.

By, Miljø og Teknik holder til på Egedal Kommunes rådhus, Dronning Dagmars Vej 200 i Ølstykke. Rådhuset ligger lige ved Egedal Station, som har togafgang til og fra København og Frederikssund hver 10. min. i myldretiden.   

Udover moderne kontorfaciliteter tilbyder vi god kantineordning, frugtordning og træningsfaciliteter.

Ansøgning og tiltrædelse
Ansøgning og CV skal være os i hænde senest søndag den 8. juni 2025.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt ultimo uge 24, med tiltrædelse 1. august 2025.

Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Egedal Kommune er en røgfri arbejdsplads. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsansættelse med ugentlig arbejdstid på 37 timer i henhold til gældende overenskomst med den relevante faglige organisation.

Yderligere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte biolog Thomas Oest på tlf. 72 59 73 06 eller centerchef, Jeanette Christensen Back, på tlf. 72 59 73 33.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven

I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske


Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.

Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk
Stillingskategori: Akademikere
Arbejdsstedets adresse: Egedal Rådhus, Dronning Dagmars vej 200, 3650 Ølstykke
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson: Jeanette Christensen Back
Telefon: 72 59 73 33
Frist:
Tiltrædelse: 1. august 2025
Egedal Kommune
Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
Tlf. 7259 6000