Leder til Egedal Musik- og Kulturskole

Egedal Musik- og Kulturskole søger en leder, der både mestrer den daglige drift og evner at skabe et tillidsfuldt og inspirerende samarbejdsmiljø.

Vil du stå i spidsen for en ny begyndelse? Vil du være den leder, der samler, inspirerer og skaber retning gennem tillid, relationsledelse og åben dialog? Vi søger en leder med menneskelig og organisatorisk resonans – en, der i særlig grad kan forbinde strategisk tænkning med hverdagens praksis og styrke fællesskabet mellem medarbejdere, elever, forældre, skoler, kommune og samarbejdspartnere. 

Om skolen 
Egedal Musik- og Kulturskole er en central del af kommunens børnekulturliv, hvor børn, unge og voksne mødes i levende, kunstneriske fællesskaber. Omkring 1100 elever, et engageret lærerteam på 30 medarbejdere og en dedikeret administration har base i Stenløse Kulturhus og i decentrale læringsmiljøer på alle Egedal Kommunes folkeskoler – fra det nordlige Ølstykke til det sydlige Smørum. 

Vores opgave er at styrke børn, unges og unge voksnes kreative og kunstneriske dannelse gennem undervisning i musik, billedkunst og andre kunstneriske udtryksformer som dans, musical og teaterproduktion. Og vi arbejder målrettet med at forene høj kunstfaglig kvalitet med et moderne børnesyn og et vægtet fokus på læring, fællesskab og trivsel. 

Om stillingen 
Som leder har du det overordnede ansvar for skolens daglige drift og strategiske udvikling. Sammen med medarbejderne skal du sikre kvalitet, tydelig retning og en fortsat udvikling af skolens kunstpædagogiske profil. Opgaverne omfatter både ledelse af økonomi, personale og pædagogisk udvikling – og et strategisk arbejde for at styrke Musik- og Kulturskolens synlighed og samarbejdsflader i hele Egedal Kommune. 

Musik- og kulturskolen er en del af et levende kultur- og fritidsliv i Egedal kommune med biblioteker, et museum, et stærkt foreningsliv, og du vil som leder skulle se mulighed i at Musik- og kulturskolen indgår i samarbejde med det øvrige kultur-og fritidsområde. Dertil rummer Egedal kommune mange lokalsamfund med stærke, selvstændige kulturer. Som leder skal du have blik for de lokale forskelle og evnen til at skabe fælles retning og sammenhæng på tværs – med respekt for Egedals særlige kulturarv og fællesskab.

Som leder får du mulighed for at videreudvikle en musik- og kulturskole med et solidt fundament og et ambitiøst blik mod fremtiden. Vi står midt i en spændende udvikling med fokus på fælles faglig retning, styrket sammenhængskraft, øget synlighed i kommunen og et mangfoldigt undervisningstilbud, der favner alle Egedals børn og unges kreative potentiale. Du skal kunne sætte retning, skabe sammenhæng og sikre, at Musik- og kulturskolens tilbud tænkes med, når vi udvikler fremtidens Egedal. Det gælder også i høj grad i samspillet med velfærdsområderne, hvor vi tror på, at musik og kultur i bred forstand kan medvirke til at forbedre livskvaliteten for særligt sårbare børn, voksne og ældre. 

Om dig 
Vi søger en leder med stærke samarbejdsevner, et lyttende og tydeligt lederskab og en god forståelse for – eller baggrund i – musik- og kulturområdet. Som leder fungerer du som fagligt fyrtårn og rollemodel med hjerte, retning og ordentlighed. Du formår at skabe tillid, inspirere og samle medarbejderne om en fælles retning, hvor kunst, pædagogik og fællesskab går hånd i hånd.

Kvalifikationer og kompetencer 

  • Relevant musikfaglig baggrund, gerne fra konservatorium eller universitet 
  • Dokumenteret ledererfaring – særligt med personaleledelse og økonomistyring 
  • Evne til at arbejde relationelt, anerkendende og tillidsfuldt med medarbejdere 
  • Strategisk sans og blik for udvikling i fællesskab, hvor ledelse sker med og gennem andre 
  • Erfaring med samskabelse og brugerinddragelse – både i undervisning og kulturprojekter 
  • Stærke samarbejdsevner og lyst til at indgå i et aktivt kulturlederfællesskab i kommunen 
  • Kendskab til – og interesse for – den samfundsmæssige og pædagogiske kontekst, kunstfaglige børne- og ungdomsmiljøer samt aktuel forskning og lovgivning 
  • Empatisk og tydelig kommunikator – internt og eksternt 
  • Evne til at konsolidere og videreudvikle en velfungerende drift, hvor arbejdsmiljø, struktur og faglig udvikling balanceres med åbenhed og retning 

Vil du være med til at skabe rammerne for, at alle børn får mulighed for at møde kunstens og kulturens sprog? 
Så send din ansøgning senest onsdag den 19. november 2025. 

Første samtalerunde afholdes onsdag den 26. november, og udvalgte kandidater går herefter videre til en testproces ved HR i Egedal Kommune samt en telefonisk samtale med centerchef Martin Koch Pedersen, inden anden samtalerunde tirsdag den 9. december. Endelig beslutning forventes truffet inden jul med tiltrædelse 1. februar 2026. 

Vi vægter et ansøgerfelt med mangfoldighed i alder, baggrund og erfaring og opfordrer på den baggrund alle kvalificerede kandidater til at søge. 
Du er meget velkommen til at kontakte konstitueret leder i Egedal Musik og Kulturskole Camilla Newcomb Burgess på tlf. 72 59 66 51 eller centerchef for Kultur, Fritid og Arbejdsmarked Martin Koch Pedersen på tlf. 72 59 71 97 for at høre mere om stillingen. 

Vi glæder os til at høre fra dig.  

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven

I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske


Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.

Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk
Stillingskategori: Ledere
Arbejdsstedets adresse: Egedal Rådhus, Dronning Dagmars Vej 200, 3650 Ølstykke
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson: Camilla Newcomb Burgess
Telefon: 72 59 66 51
Frist:
Tiltrædelse: 1. februar 2026
Egedal Kommune
Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
Tlf. 7259 6000