Brænder du for at støtte mennesker med psykiske udfordringer og unge uden job eller uddannelse ind på arbejdsmarkedet eller i uddannelse?
Så er du måske vores nye IPS-konsulent i IPS-Egedal.
Egedal Kommune har i oktober 2025 implementeret IPS-metoden og tilbyder nu IPS-forløb for borgere bosiddende i Egedal Kommune tilknyttet regionspsykiatri samt unge under 30 år, som har væsentlige udfordringer i relation til uddannelse og eller arbejde.
Vi oplever stor efterspørgsel fra borgere, som ønsker at deltage i IPS-/Ungeløft-forløb. Vi søger derfor en ny kollega til vores IPS-team, som vil være med til at hjælpe denne målgruppe i arbejde eller uddannelse på ordinære vilkår.
IPS-teamet arbejder ud fra metoden ”Individuelt Planlagt job/uddannelse med Støtte” (IPS). Det grundlæggende menneskesyn i IPS-metoden er, at alle mennesker der er motiveret for det, har ret til uddannelse og ordinært arbejde. Det vil sige, at borgere med psykiske lidelser og/eller unge der står uden arbejde eller uddannelse, kan varetage arbejde på det ordinære arbejdsmarked, eller tage en uddannelse i det ordinære uddannelsessystem, uden forudgående træning, hvis det rette job eller den rette uddannelse findes.
Faglige kvalifikationer
Vi søger en kollega, der har lyst til at samarbejde tæt med den ambulante psykiatri, socialpsykiatri, eventuelt rusmiddelcenter og dertilhørende behandlere. En kollega, som har erfaring med at arbejde med målgruppen.
Kendskab til beskæftigelseslovgivningen og til systemet FASIT er et plus, men ikke en nødvendighed.
Ved ansættelse bliver du grundigt oplært i IPS-metoden, og du kan læse mere om principper og arbejdsmetoder her. Du vil derudover blive oplært i, hvordan Egedal Kommune implementerer ”ungeløft-tiltag”.
Om stillingen
Som konsulent i IPS arbejder du med at hjælpe ledige i job på ordinære vilkår, (ind i mellem med nedsat timeantal), og har bl.a. til opgave at
- Etablere kontakt og relation til borgeren, og etablere samarbejde med kontaktperson i behandling eller i øvrige forløb (F.eks. Psykiatri, socialpsykiatri, rusmiddelbehandling, pårørende, Unge-vejleder, og generelt samarbejde med kollegaer i Egedal jobcenter og kommune).
- Hjælpe borgeren med at identificere egne færdigheder, herunder job- og uddannelsesønsker samt støtte til aktiv søgning efter job eller uddannelse.
- Opsøge kontakt til erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner med henblik på at opbygge professionelle relationer og facilitere job-/uddannelsesmuligheder for den enkelte borger.
- Give individualiseret støtte til borgeren med henblik på at fastholde det opnåede job/uddannelse.
- Løbende samarbejde med psykiatriske centre, rusmiddelcentre, botilbud, socialcentre og arbejdsgivere med henblik på at koordinere og samstemme beskæftigelsesindsatsen med behandlingsindsatsen.
Personlige kvalifikationer
I teamet lægger vi vægt på situationsfornemmelse, omstillingsparathed og fleksibilitet i den omstilling, som arbejdet indebærer, i samarbejdet med relevante aktører indenfor mange forskellige arenaer (arbejdsgivere, behandlere, pårørende, borger). Dette gør vi, da IPS-forudsætter, at man kan navigere i mange forskellige roller, som en ”usynlig” støtte i vejen mod arbejde – uanset om dette gælder samarbejde med f.eks. arbejdsgiver, studievejleder, støtte til kandidaten, samarbejde med behandler i psykiatrien, eller opfølgning til pårørende.
Vi vægter, at du kan se dig selv i en funktion, hvor du opererer i kulissen, og sørger for at processen, med at hjælpe kandidaten i ønsket uddannelse eller arbejde, glider så glat som muligt.
Vi lægger også vægt på evnen til opsøgende og hyppig kontakt med både borger og virksomhed.
Vi udvikler os med hinanden, gennem lydhørhed og respekt for hinandens forskellige ekspertiser. Vi vægter, at man kan se værdien af, og sig selv i relationsarbejde.
I IPS-arbejdet er vi afhængige af tæt kontakt og sparring med hinanden, og vi samstemmer løbende koordinering af samtaler og samarbejde i praksis.
Der vil, når vi skal finde vores nye kollega, blive lagt vægt på, at du
- Tænker i potentiale og løsninger, kan tænke ud af boksen og sætter en ære i at følge en opgave til dørs.
- Er god til at skabe struktur og kan planlægge din egen hverdag, da du vil have en del arbejdstid på egen hånd.
- Søger dine kollegers råd og vejledning, og sparrer med dem om borgernes IPS-forløb.
- Trives lige så godt med det opsøgende virksomhedsarbejde som med mødet med borgeren.
- Har stor journaliserings- og datadisciplin.
Vi tilbyder/Derfor skal du vælge os
Du får stor medindflydelse på din hverdag og frihed til selv at planlægge de fleste arbejdsopgaver. IPS-teamet er en sammentømret enhed, og her er masser af smil og sjov i hverdagen. Du kommer til at arbejde med kolleger, som alle har stor erfaring indenfor deres område, og et felt af eksperter, som deltager aktivt i at hjælpe den enkelte borger videre.
Derudover vil du komme til at arbejde i et nyt flot rådhus, med frugtordning, god kantineordning, wellnessrum, og mulighed for træning i vores Sundhedshus.
Ved opstart vil du modtage grundig onboarding og introduktion til dine arbejdsopgaver samt organisation.
Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse 1. juli 2026 eller hurtigst muligt.
Stillingen er forankret i afdelingen Job og Ressourcer, som er placeret i Center for Kultur, fritid og arbejdsmarked. Vi er 20 dedikerede medarbejdere – jobkonsulenter, virksomhedskonsulenter og mentorer, der arbejder tæt sammen om at skabe udvikling og resultater for borgerne.
Vil du være med?
Send din ansøgning og dit CV senest den 26. Maj 2026 kl. 12:00. Ansættelsessamtaler forventes afholdt onsdag den 27. maj 2026 på Egedal rådhus.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamleder Jonas Dall på tlf. 2180 5089, eller Fagkoordinator Amanda Koldbro på tlf. 4023 2436
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk