Egedal 10. klassecenter: Ildsjæl søges!
Ildsjæl søges til KREA-linjen med fagkompetencer matematik og også gerne engelsk.
Da en af vores kolleger har søgt tættere på egen bopæl, søger vi pr. 1. januar 2025 dig, der med høje ambitioner, faglighed og engagement, brænder for at gøre en afgørende forskel for unge mennesker i deres 10. skoleår. Du vil indgå både på KREA-linjen samt i matematik, hvor der skal føres til afgangsprøve. Kan du også undervise i engelsk og have mod på musik i vores band, er det et ekstra plus.
- Vi søger dig, der er udpræget teamplayer i forhold til elever, forældre og kollegaer- og altid tager anerkendende afsæt i samarbejdet og i mødet med andre.
- Vi søger dig, der ser styrken i både at indgå og udvikle fællesskaber med stærkt fokus på ressourcer og muligheder for derved at understøtte udviklingen mod videre uddannelse for den enkelte elev.
- Vi søger dig, der trives med at gøre idé til handling og tænke ud af boksen. Ligeledes trives du i fleksible rammer, hvor ansvar, humor og tydelighed er en del af hverdagen.
Egedal 10. klassecenter er beliggende på Roskildevej i Ølstykke på den gamle Jørlunde Sogneskole. Vi arbejder med afsæt i efterskoletanken om helhed og fællesskaber, hvilket dagligdagen tilrettelægges efter, hvor bl.a. introtur og studierejse er vigtige dele af skoleåret.
Egedal 10. klassecenter er en del af ungdomsskolen Ung Egedal, der ud over 10. klasse også rummer SSP, klubberne, fritidsundervisning, ungehuse, STU samt uddannelsesvejledningen og den kommunale ungeindsats (KUI).
Vi har i Egedal Kommune en aftale, der sikrer minimum 9 timers fælles og individuel forberedelse og det tilstræbes, at den ugentlige undervisningstid for den enkelte lærer ikke overstiger 26 lektioner i gennemsnit.
Ansøgningsfrist er d. 22. november 2024 og samtaler afholdes d. 26. november 2024. Ved eventuelle spørgsmål kan afdelingsleder Mia Ilsøe træffes på tlf.: 7259 8504.
Vi glæder os til at høre fra dig!
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk