Pædagog søges til Græshopperne – vær med til at skabe trygge og udviklende børnefællesskaber
Vi fandt desværre ikke den rigtige kandidat i første omgang, så vi prøver fortrøstningsfuldt igen…
I Børnehuset Havrevænget tager vores pædagogik afsæt i relationen – i blikket, i tonen og i den måde, vi møder børnene på, også når noget er svært. Vi arbejder bevidst med nærvær, tilknytning og følelsesmæssig afstemning i mødet med børnene, inspireret blandt andet af perspektiver fra Tea Thyrre Sørensen. Hvis du kan genkende dig selv i den tilgang, vil vi meget gerne høre fra dig.
Vi søger en uddannet pædagog til vores 3-4-årsgruppe – Græshopperne. Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen med start 1. juni 2026, men vi venter gerne på den rette kandidat.
Du er fagligt engageret og optaget af det relationelle arbejde med børn. Du har blik for at skabe trygge og udviklende fællesskaber, både for børnene og i samarbejdet med forældrene – også når hverdagen ikke helt bliver, som man havde planlagt.
Hos os møder børnene en hverdag præget af ro, varme og nærvær, hvor der er plads til leg, fordybelse og fælles opmærksomhed. Vi prioriterer ofte mindre børnegrupper, fordi vi oplever, at trivsel og udvikling bedst understøttes, når der er tid til at følge børnenes initiativer og være tæt på deres oplevelser.
Vi er gode til at fordele os og være til stede helt nede i børnehøjde – både når vi sætter aktiviteter i gang, og når vi deltager aktivt i de lege, børnene selv bringer i spil.
Som pædagog i Havrevænget bliver du en del af et kollegialt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og løfter i flok, når hverdagen kalder på det. Samtidig værner vi om den pædagogiske frihed og giver plads til den enkelte pædagogs faglige profil, interesser og styrker.
Du får derfor gode muligheder for at sætte dit eget præg på hverdagen inden for vores fælles faglige ståsted.
Om du er nyuddannet eller erfaren er ikke det afgørende. Vi lægger først og fremmest vægt på dit børnesyn, engagement og evne til at samarbejde.
Vi tilbyder et godt arbejdsmiljø
- Velfungerende personalegruppe kendetegnet ved godt samarbejde, tillid og humor i hverdagen
- Organisation med fokus på faglighed og evaluering af praksis
- Aktiv indflydelse på læringsmiljøerne, både inde og ude
- Skemalagt forberedelsestid og mulighed for hjemmearbejdsdage ved større skriftlige opgaver
- Flot pædagogisk tilsyn og høj medarbejdertilfredshed
Faglig støtte og udvikling
- Mentorordning i den første tid, især for nyuddannede
- Synlig og nærværende ledelse, der hepper på dine initiativer
- Mulighed for konkrete skemaønsker
- Kommunalt kompetenceløft af alle pædagogiske medarbejdere (oplæg v/Tea Thyrre Sørensen)
- Velfungerende samarbejde med PPR som støtte og sparring, når egne kompetencer ikke rækker
Børnehuset Havrevænget er en integreret institution normeret til 50 vuggestuebørn og 65 børnehavebørn. Vi har 3 børnehavegrupper og 4 vuggestuegrupper, fordelt på to matrikler lige ved siden af hinanden. Med 25 fastansatte medarbejdere, inkl. husassistenter og ledelse, er vi et stærkt team, der samarbejder tæt.
Vi er en del af et dejligt nærmiljø, og bruger både skolens hal og biblioteket som en naturlig del af vores pædagogiske hverdag. Børnehuset er desuden et uddannelseshus og har jævnligt pædagogstuderende. Vi ligger tæt på Stenløse Station, så det er let at komme frem og tilbage.
Hvis du kan se dig selv i beskrivelsen, send os din ansøgning – og kom gerne forbi til en rundvisning. Kontakt daglig leder Birgitte Linghartz på 72 59 94 49 eller faglig leder Camilla Nygaard på 72 59 94 86, hvis du har spørgsmål eller ønsker at aftale en rundvisning.
Ansøgningsfrist: Den 17. maj 2026. Vi afholder løbende samtaler, og egnede kandidater skal forvente to samtaler.
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk