Skab fremtiden med os som vores nye kollega i Smørum hjemme- og sygepleje
Vi har lige nu ledige stillinger til social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper i Danmarks hyggeligste hjemme- og sygepleje.
Vi skal sende nogle af vores skønne kollegaer på pension og nogle på uddannelse, og kommer derfor til at mangle nye gode fagligt velfunderede kollegaer.
Vi er en stor gruppe som vægter faglighed og samarbejde meget højt. Vi arbejder i teams, og har altid borgerne og opgaverne hos dem som førsteprioritet. Vi har et godt kollegaskab, hvor vi passer på hinanden, vores arbejdsmiljø og trivsel. Vi taler ud fra vores kompetencer og bruger disse hvor borgerne har brug for det.
Vi er kendt for at afprøve nye tiltag og syntes selv vi er ret gode til, at ”bygge vejene imens vi vandrer på dem”. Vi er derfor ret stolte af, at vi har medindflydelse på egen hverdag og vores opgaver. Vi planlægger selv vores kørelister, og taler om vores faglige opgaver dagligt.
Og nu savner 2 af vores teams en faglig sparringspartner - en kollega at dele ansvar og gode grin med. Er det dig?
Vores borgere har brug for netop dine kompetencer og dit nærvær til at skabe relationer og en hverdag, hvor medbestemmelse og værdighed er helt centrale værdier.
Facts om Smørumgruppen
Vi er ca. 65 meget kageglade kollegaer – humoristiske, fagligt dygtige og stolte af vores arbejde. Vi leverer hjemmepleje døgnet rundt til ca. 200 borgere med adresser i Ganløse, Ledøje og Smørum.
Hos os finder du både en sygeplejefaglig koordinator, borgernær sygeplejespecialist og en rehabiliteringskonsulent. Vi er et engageret uddannelsessted for elever og studerende. Til dem har vi en koordinerende oplæringsvejleder.
Rollerne i vores 4 teams består af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og ufaglærte. Til styring af alle os i huset, har vi 2 ledere, der leder i makkerskab og også på ledelsesopgaverne i Smørumgruppen.
Dine opgaver og rolle
Som medarbejder i smørumgruppen arbejder du med helhedspleje – både personlig pleje, delegerede sygeplejeopgaver og sundhedsfaglig dokumentation i CURA. Du bliver en del af et team og i starten får du en makker fra teamet, som bliver din mentor til oplæring og støtte.
Vi lægger vægt på rehabilitering, tværfaglighed og det gode samarbejde med både interne og eksterne aktører. Du bliver tovholder i nogle borgeres forløb, så det er vigtigt, at du er mødestabil, arbejder selvstændigt og har en struktureret tilgang til dit fag.
Uanset om du er nyuddannet eller erfaren, tilbyder vi dig en meningsfuld og udviklende arbejdsplads, hvor både hjerte og hjerne er i spil.
Vi tilbyder:
- Indflydelse på egen vagtplan
- Ledelse i øjenhøjde
- Personalegoder og rabataftaler i lokale butikker
- Personlig iPad til dokumentation og kørelister
Praktisk info:
- Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt, med weekendvagt hver 2. eller 3. weekend
- Dagvagt eller en kombination af dagvagt og aftenvagt
- Tiltrædelse snarest muligt
- Samtaler bliver afholdt løbende
Yderligere oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og jf. principperne for Ny Løn.
Har du spørgsmål, eller vil du høre mere om stillingerne? Så er du velkommen til at kontakte leder Henriette Holm på telefon 7259 7450 eller leder Lonnie Hansen på telefon 2311 5496. Du må selvfølgelig gerne komme forbi og hilse på os, før du søger.
Ansøgningsfrist er den 5. oktober 2025.
Uddannelsespapirer vedhæftes ansøgning.
Ved ansættelse i denne stilling forudsætter Egedal Kommune, at du er indstillet på at indhente og aflevere en straffeattest, hvis det bliver dig som får tilbudt stillingen.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Ønsker du mere information om Egedal Kommune kan du søge denne på kommunens hjemmeside www.egedalkommune.dk.
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk