Små øjeblikke. Stor betydning. Vil du være med? Pædagog til børnehaven i Børnehuset Paletten
Hvad kan et lille øjeblik betyde?
Vi søger en ny kollega til vores dejlige børnehus, skriv gerne hvis du har præference for en specifik målgruppe. Her får du din daglige gang og bliver samtidig en del af fællesskabet i hele Børnehuset Paletten.
Hos os betyder det noget, hvordan vi møder børnene – både når vi fordyber os i en leg, hjælper med en svær overgang eller giver tid til en lille fortælling. Vi søger dig, der har lyst til at være en nærværende voksen og skabe tryghed, trivsel og udvikling sammen med os.
I Paletten møder du skønne børn og engagerede voksne, der lægger vægt på ro, omsorg og trygge relationer. Vi vil gerne skabe en hverdag, hvor børnene mærker, at de hører til, og hvor vi som kolleger er der for hinanden.
Vores faglige afsæt er tryg tilknytning, leg og relationer i børnehøjde. Vi er nysgerrige på, hvordan verden ser ud fra børnenes perspektiv, og hvad de har brug for fra os. Vi bruger ICDP som fælles redskab og er inspireret af Tea Thyrre Sørensens tilknytningsbaserede og neuropsykologisk relationelle pædagogik. Det betyder, at vi arbejder med tryghedsskabende samspil og støtter børnene i selvregulering gennem leg og nærvær.
Vi håber at møde dig, der møder børn med ro, varme og oprigtig interesse. Dig, der giver plads til nysgerrighed og mod på at prøve noget nyt – og hjælper hvert barn med at finde sin plads i fællesskabet.
Hvad vil du bringe ind i fællesskabet?
Du kommer med din faglighed, din omsorg og din måde at være nærværende på. Du har blik for både det enkelte barn og børnegruppen og ved, at trygge relationer er fundamentet for trivsel og udvikling. Sammen med os vil du skabe læringsmiljøer, hvor børn føler sig set, mødt og anerkendt.
Du trives tæt på børnene – i legen, de daglige rutiner og overgangene. Du kan skabe struktur og har lyst til at dele dine idéer og kompetencer. Du ønsker et tæt teamsamarbejde, hvor vi er nysgerrige på hinandens perspektiver og sammen tager ansvar for hverdagen.
Du er også meget velkommen som nyuddannet.
Vi er nysgerrige på den viden og de perspektiver, du kommer med, og du behøver ikke kende alle vores faglige tilgange på forhånd. Hos os er der plads til at stille spørgsmål, søge sparring og udvikle din praksis sammen med kolleger og ledelse.
Hvad får du hos os?
Plads til nærvær
Hos os bliver du en del af et levende børnehus med nysgerrige børn og plads til både leg, fordybelse og de små øjeblikke, hvor nærværet gør en forskel.
Kolleger og et godt grin
Du får kolleger, der hjælper hinanden og har faglige ambitioner – og som også sætter pris på et godt grin i hverdagen.
Vi vil gerne høre dine idéer og give dig mulighed for at sætte dit præg på vores arbejde med tryghed, tilknytning, leg, nærvær og børnefællesskaber.
Sparring tæt på hverdagen
Du får faglig sparring tæt på hverdagen med kolleger og ledelse. Sammen er vi nysgerrige på børnenes perspektiver og på, hvordan vi kan udvikle vores fælles praksis.
Der er plads til det, du særligt brænder for, og gode muligheder for at bruge dine kompetencer i samarbejdet med både kolleger og forældre.
Et godt arbejdsmiljø er vigtigt for os. Det skaber vi sammen gennem tillid, åbenhed, humor og faglig sparring – og ved at tage ansvar for både børnene og hinanden.
Nysgerrig på en hverdag i Paletten?
Kan du se dig selv i vores hverdag? Så vil vi glæde os til at høre fra dig og lære dig og din faglighed at kende.
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer med ønsket tiltrædelse gerne i januar og senest den 1. februar 2027.
Er du nysgerrig på, om Paletten er noget for dig, eller vil du høre mere om vores hverdag? Du er meget velkommen til at kontakte daglig leder Heidi Andersen på tlf. 72 59 66 96.
Ansøgningsfristen er den 25. november 2026.
Vi holder samtaler løbende og glæder os til at læse din ansøgning og høre, hvad du brænder for i arbejdet med børnene.
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk