Udviklingskonsulent til data, analyse og ledelsesunderstøttelse på beskæftigelsesområdet
Vil du sætte din analytiske faglighed i spil og være med til at udvikle fremtidens beskæftigelsesindsats i Egedal Kommune?
Beskæftigelsesområdet står midt i implementeringen af en ny reform, som giver kommunerne mere frihed og større ansvar for at skabe gode resultater for borgere og virksomheder.
Derfor søger vi i Center for Kultur, fritid og arbejdsmarked en analytisk stærk udviklingskonsulent, der kan omsætte data og økonomiske sammenhænge til klar og handlingsorienteret ledelsesinformation. Din viden og dine analyser skal understøtte ledere og medarbejdere i at træffe gode beslutninger, følge op på resultater og udvikle indsatserne.
Stillingen er for dig, der både kan fordybe dig i data og økonomi og løfte blikket mod de politiske og faglige prioriteringer.
Om jobbet
Du bliver en central drivkraft i arbejdet med data og analyser på beskæftigelsesområdet. Rollen giver dig en bred samarbejdsflade med centerledelsen, afdelingsledere, faglige nøglepersoner og kommunens økonomiafdeling. Selvom beskæftigelsesområdet er dit primære fokus, vil du også bidrage med ledelsesunderstøttelse på kultur- og fritidsområdet.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Udarbejde analyser, ledelsesinformation og beslutningsgrundlag
- Videreudvikle dashboards og nøgletal
- Identificere tendenser og sammenhænge i data og økonomi samt omsætte dem til anvendelig viden
- Understøtte ledelsen i brugen af data
- Bidrage til udviklingen af datakvalitet og datagrundlag på beskæftigelsesområdet
- Udarbejde sagsfremstillinger og beslutningsoplæg til ledelse og politiske udvalg
- Deltage i udviklingsprojekter og tværgående strategiske opgaver
Vi har naturligvis forventninger til de opgaver, der skal løses, men vi er også åbne for, at du bringer dine særlige kompetencer og interesser i spil. Der er derfor mulighed for at sætte dit eget faglige aftryk på stillingen og være med til at udvikle opgaveporteføljen over tid.
Du bliver en del af staben i Center for Kultur, fritid og arbejdsmarked og indgår i et mindre, fagligt stærkt team med direkte reference til centerchefen. Vi arbejder med vigtige og komplekse opgaver, men vi tager ikke os selv alt for højtideligt. Her er plads til både faglige diskussioner, sparring, gode grin og kolleger, der hjælper hinanden, når der er brug for det.
Om dig
Vi lægger særligt vægt på, at du:
- Har stærke analytiske kompetencer
- Kan omsætte komplekse data til klare budskaber og beslutningsgrundlag
- Arbejder struktureret og metodisk
- Trives med at samarbejde på tværs af fagområder og organisatoriske niveauer
- Kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for egne opgaver
- Har gode skriftlige formidlingsevner
- Er nysgerrig og motiveres af at sætte dig ind i nye fagområder
Du har formentlig en samfundsvidenskabelig uddannelse, fx cand.scient.pol., cand.oecon. eller tilsvarende.
Erfaring med data, analyse og ledelsesunderstøttelse fra en lignende stilling er en fordel, men ikke et krav. Vi lægger større vægt på din analytiske tilgang, din evne til at omsætte data til brugbar viden samt din motivation for at sætte dig ind i beskæftigelsesområdet. Derfor opfordrer vi også nyuddannede kandidater til at søge.
En arbejdsplads med faglighed, indflydelse og fleksibilitet
I Egedal Kommune bliver du en del af en arbejdsplads, hvor faglighed, samarbejde og ordentlighed går hånd i hånd. Vi har et lavt hierarki og en uformel omgangstone, hvor der er kort vej fra idé til handling, og hvor gode forslag bliver taget alvorligt uanset titel og anciennitet.
Du får din daglige gang i lyse og moderne lokaler på Egedal Rådhus tæt på Egedal Station. Samtidig tilbyder vi fleksibilitet i hverdagen med mulighed for hjemmearbejde om fredagen samt gode personalefaciliteter i form af bl.a. frugtordning og kantine.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en AC-stilling. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst og forhandles på baggrund af dine kvalifikationer.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfristen er søndag d. 4. oktober 2026.
Stillingen ønskes besat med tiltrædelse den 1. december 2026.
Vi forventer at udvælge kandidater til samtale den 7. oktober 2026. På grund af efterårsferien afholder vi først samtaler onsdag den 21. oktober 2026. Eventuelle 2. samtaler afholdes fredag den 23. oktober 2026.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Martin Koch Pedersen på telefon 72 59 71 97 eller udviklingskonsulent Mette Brændmose Jensen på telefon 40 17 08 32.
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk