Vi vokser, så vi søger en selvstændig og engageret pædagog til SFO/SFO2 på vores skoleafdeling i Slagslunde.
Vi søger en pædagog som brænder for fritidspædagogikken, og som selvstændigt kan igangsætte lege og aktiviteter i SFO/SFOII, og har lyst til at arbejde med børn fra 6-12 år. Du skal have mod til at sætte dig selv i spil, og gå forrest og vise børnene vejen - en pædagog med en høj faglighed og anerkendende menneskesyn.
Du har hermed mulighed for at blive en del af en velfungerende og engageret personalegruppe, der hver dag skaber en tryg og god ramme for Slagslundes skolebørn.
Stillingen er på 34 timer ugentligt og arbejdstiden er som udgangspunkt placeret mellem 6.30-17, med en åbner- og en lukkerfunktion som går på skift.
Vi arbejder med tydelig struktur, kommunikation og dokumentation. Arbejdet med at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn udgør, sammen med et fælles værdigrundlag, rammen for vores daglige pædagogiske virke.
Der anvendes i Egedal Kommune en pædagogisk analysemodel, som systematiserer vores arbejdet og sikrer en systemisk tilgang i vores analyser. Du vil under din opstart få en introduktion til den pædagogiske analyse samt mentalisering.
Alle medarbejdere har gennemført et kompetenceudviklingsforløb i co-teaching. Det vil du ligeledes blive introduceret for. Co-teaching skal understøtte og professionalisere samarbejdet i skolen – heriblandt SFO-medarbejdernes ansvar og deltagelse i skolen.
Vi tænker, at aktive børn er sunde børn og derfor er SFO’en ligeledes DGI-certificeret og vi bruger idræt, leg og bevægelse som et pædagogisk redskab sammen med de kreative og sansemotoriske aktiviteter. Idræt, leg og bevægelse prioriteres - både ude og inde - som en fast del af vores aktiviteter i SFO´en.
I SFO’en har vi desuden fokus på udeaktiviteter og kreative værksteder. Derudover holder vi høns og kaniner som en del af vores pædagogiske tilbud. Skolen har herudover et blomstrende musikliv, med fast morgensang hver dag.
Slagslunde Skole er en del af Ådal Skole. Ådal Skole har to matrikler, hvor afdeling Slagslunde er en landsbyskole med ca. 135 elever fra 0. – 6. klasse. Skolens elever fortsætter i 7. klasse på afdeling Ganløse, som vi har et tæt samarbejde med. Vi bor i et skønt område med adgang til idrætshal og fantastiske udendørs arealer, der er ideelle til bevægelse, leg og alverdens udendørs aktiviteter.
Der er et godt og givende samarbejde mellem SFO og skole, hvor alle faggrupper arbejder tæt sammen. Da vi er en lille institution og skole, er det vigtigt, at du er parat til at samarbejde med alle om de daglige funktioner, der skal løses og er fleksibel i forhold til arbejdets tilrettelæggelse.
Vi lægger vægt på, at du
- Er uddannet pædagog
- Kan stå på egne ben og kan træffe beslutninger i en travl hverdag
- Vil indgå i både SFO/SFO ll og skole, og arbejde målrettet med kommunikation, mundtligt og skriftligt
- Arbejder med læring gennem leg
- Tager ansvar for at varetage opgaver omkring undervisnings- og støttefunktioner og rollen som skolepædagog
- Har humoristisk sans J
Vi tilbyder
- Et tæt og godt samarbejde mellem skole og SFO, som har samme ledelse
- Et kontinuerligt fokus på trivsel, bevægelse, udeaktiviteter og kreative værksteder
- Idræt, leg og bevægelse som et pædagogisk redskab
- Høj faglighed, pædagogiske drøftelser og et godt socialt fællesskab
Du vil blive en del af en engageret personalegruppe, som har smil på læben og brænder for det pædagogiske arbejde
Yderligere oplysninger:
Ansættelse pr. 1. august 2025
Ansøgningsfrist d. 23.maj 2025
Samtaler vil ligge i uge 23.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til afd. leder Lars Haagendal på telefon 72598460
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk