Vil du opbygge og lede et nyt botilbud? Egedal Kommune søger daglig leder til §107 botilbuddet Engbo
15. januar 2027 slår vi I Egedal Kommune dørene op til et nyt §107 botilbud. Til den opgave er vi på udkig efter en daglig leder med mod, faglighed og menneskelighed, som har lyst til at starte et botilbud op fra bunden. Målet og retningen har vi fastlagt: at gøre borgerne i stand til et kunne leve et liv i egen bolig uden støtten.
Målgruppen er normaltbegavede unge med autismespektrumforstyrrelser og andre psykiske funktionsnedsættelser, som i en periode har behov for systematisk og struktureret botræning, for at kunne etablere sig med eller uden støtte i egen bolig.
Vi kommer til at skulle arbejde ud fra en recovery-orienteret og ressourcefokuseret tilgang med fokus på struktur, forudsigelighed, selvstændiggørelse og mestring af eget liv. Indsatserne tilpasses den enkelte unges behov og tager afsæt i viden om autisme, kognition, sansebearbejdning og stressbelastning. Din opgave som teamleder bliver at arbejde med at implementere og at tilpasse metoder og tilgang, så vi hele tiden tager afsæt i den nyeste evidensbaseret viden inden for området. Vi er ambitiøse på både borgernes og egne vegne og vil gerne sikre os, at det vi gør virker. Derfor vil du, sammen med dine kolleger i socialpsykiatrien, skulle anvende FIT som evalueringsredskab.
Hvem er du?
Du får energi af, at skulle starte et helt nyt team og tilbud fra bunden. Du er den første, der bliver ansat, så det er en fordel, hvis du allerede kender til botilbudsområdet, og de krav der stilles til det at drive et botilbud. Du skal have erfaring med personaleledelse – og det vil være en fordel med erfaring inden for driftsledelse og økonomistyring. Vi er på udkig efter et fagligt fyrtårn der tror på, og kan dokumentere, at de metoder og tilgange vi kommer til at arbejde efter virker – og at borgerne får den specialiserede indsats, der gør dem i stand til at klare sig selv og leve et liv på egne præmisser.
Om jobbet
Som teamleder får du ansvar for at opbygge et nyt team på ca. 16 medarbejdere, ligesom du har ansvar for tilbuddets drift, udvikling og implementeringen af faglige tilgange. Du vil være ansvarlig for at sikre en stabil og effektiv drift der understøtter opgaverne og samarbejdet mellem borgere og medarbejdere. Det forventes, at du er en synlig og involverende leder, der sætter retning, understøtter medledelse og sikrer en kultur præget af anerkendelse, fleksibilitet og højt fagligt niveau.
Stillingen er på 37 timer ugentligt. Du vil desuden skulle indgå i en eller to dag- eller aftenvagter om ugen. Du vil også skulle indgå i et rådighedsteam med rådighedsvagt ca. hver tredje uge.
Du er tæt på både medarbejdere og beboere, og du bidrager aktivt til fællesskabet og hverdagen. Sammen arbejder vi for, at de unge udvikler selvstændighed og tro på egne muligheder - i tæt samarbejde med civilsamfundet og de pårørende.
Du skal naturligvis ikke løfte opgaven alene, og vil i den første tid køre tæt parløb med dine kolleger og nærmeste leder.
Vi forventer
At du vil skabe bæredygtige løsninger, trivsel og arbejdsglæde – og at du finder energi i at være pionér i udviklingen af et nyt og meningsfuldt botilbud.
Desuden forventer vi, at du har en række kvalifikationer, som bl.a. indebærer, at du:
- har en relevant uddannelse inden for området - gerne suppleret med en lederuddannelse
- kommer med relevant ledelseserfaring
- kan tage ansvar for afdelingens økonomi og ressourceanvendelse
- har praksiserfaring i udviklingsarbejde med målgruppen inden for det psykiatriske og socialpædagogiske område
- kender til serviceloven og rammebetingelserne for socialpædagogiske botilbud
- kan kommunikere, formidle og dokumentere rammer og resultater både mundtligt og skriftligt
- har erfaring med at være i en kommunal kontekst eller har erfaring fra at kunne begå sig inden for de politiske-, organisatoriske- og juridiske rammer.
Derfor skal du vælge at blive daglig leder på Engbo i Egedal Kommune
- I Egedal tror vi på mennesker. Sammen fremmer vi menneskers muligheder for at skabe og leve deres eget liv.
- Du får lov til at være med i hele opstartsfasen af botilbuddet og kan sætte retning og rammer for unges vej videre i livet
- Du bliver en del af et stærkt lederfællesskab i Social og Handicap i Egedal Kommune.
Om ansættelsesprocessen
Ansøgningsfristen er 13. september. Første samtalerunde ligger d. 15. september og anden samtalerunde ligger d. 18. september. Der vil indgå en test mellem samtalerne. Hvis du har spørgsmål eller vil vide mere er du velkommen til at kontakte afdelingschef Mischa Andersson på 2343 2847.
Ansættelsen er fra d. 1. december, men vi ser meget gerne, at du har mulighed for at afsætte et par dage i november til ansættelsessamtaler for dine kommende medarbejdere, så du også har indflydelse på personalesammensætning af dit kommende team.
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk