XFlow-specialist til Digitalisering i Egedal Kommune
Vi har gennem de seneste par år taget XFlow i brug på tværs af Egedal Kommune, og har brug for en engageret kollega, som kan stå for den fortsatte implementering og udvikling. Det vigtigste er, at du har indgående kendskab til XFlow og til kommunale arbejdsgange, samt flair for både teknik og mennesker. Vores kolleger i kommunen skal nemlig vide, hvordan og hvorfor de skal bruge det systemet – og det bliver din opgave.
Dine opgaver
Du har to primære opgaver:
- At stå for den videre tekniske opsætning, drift og udvikling, så XFlow fortsat kan danne grundlag for gode og solide arbejdsgange i organisationen efterhånden som implementeringen skrider frem. Du skal sørge for, at systemet fungerer optimalt, og at eventuelle problemer bliver løst hurtigt og professionelt i fællesskab med leverandøren.
- At oplære og supportere organisationen, så medarbejdere og ledere selv bliver i stand til at bruge systemet og arbejde med det i hverdagen. Hele kommunen er vores arbejdsplads, og vores kolleger beskæftiger sig med alt fra små børn og ældre til byggeri og huller i vejene.
Dine kompetencer
- Du kender allerede XFlow og har bygget flere arbejdsgange og blanketter i systemet. Du kan også vejlede i systemets forskellige funktioner, så vi lander på de rigtige løsninger.
- Du har en god forståelse for it-systemer, integrationer og API'er generelt, og er i stand til at håndtere tekniske udfordringer, hvor der er flere interessenter involveret i løsningen.
- Du er nysgerrig og har lyst til at holde dig opdateret om systemets udvikling og muligheder.
- Du er god til at skabe tillidsfulde relationer og til at lære fra dig.
- Du forstår at oversætte it-sprog til ”almindeligt dansk”, og er i stand til at forklare tekniske begreber på en enkel og forståelig måde.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi kan tilbyde dig et spændende og udfordrende job i en mellemstor kommune med højt til loftet. Du får mulighed for at arbejde med et system, der gør en forskel for både vores kolleger i kommunen og for borgerne. Du får en central rolle i vores arbejde med strategiske indsatser på tværs af kommunen, og du får stor indflydelse på systemets udvikling og anvendelse.
Om os
Vi lægger vægt på, at digitalisering skal skabe værdi for borgerne og den øvrige organisation, og at digitalisering er en praktisk disciplin, som skaber synlige resultater.
Du bliver en del af en afdeling på 12 mænd og kvinder, med mange kompetencer og fagligheder – bl.a. projektledelse, GDPR, automatisering og systemadministration samt it-arkitektur. Vi er alle fælles om at tage ansvar for, at den digitale hverdag fungerer godt, at kommunens service til borgerne er sammenhængende understøttet, og at vi bruger ressourcerne effektivt og målrettet.
Den primære IT-drift varetages af vores forsyningsselskab IT-Forsyningen, som ejes af fem kommuner i fællesskab. Dog håndterer vi også drifts- og supportopgaver i afdelingen.
Lyder det som noget for dig?
Hvis jobbet lyder som noget for dig, så send os dit CV og en kort tekst, hvor du skriver, hvorfor netop du kan løfte den opgave, vi står overfor. Ansøgningsfrist er 5. november 2026.
Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse den 1. januar 2027.
Løn fastsættes efter kompetencer og gældende overenskomst.
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Digitaliseringschef Tanja S. Vest på 72 59 62 42.
I Egedal Kommune er der plads til det hele menneske
Som ansat i Egedal Kommune skal der både være plads til det gode arbejdsliv og det gode privatliv. Det kalder vi ”Den fleksible arbejdsplads”. Med den fleksible arbejdsplads skaber vi de bedst mulige rammer for medarbejdere og ledere. Vi tror nemlig på, at der skal være mulighed for at tilpasse sit arbejdsliv til sin konkrete livssituation. Det gør vi, fordi vi tror på, at medarbejdere som oplever sammenhæng i hverdagen, skaber gode resultater for vores borgere i kommunen. I Egedal findes der ikke én enkelt løsning for fleksibilitet, det afhænger nemlig både af den konkrete stilling og af den konkrete livssituation.
Egedal Kommune har cirka 45.000 indbyggere og 3.800 medarbejdere. Vi er organiseret med en direktion, seks fagcentre og to tværgående servicecentre. I Egedal Kommune lægger vi generel vægt på helhedsorienteret tænkning og tværgående samarbejde præget af dialog, anerkendelse og tillid. Vi er også en arbejdsplads, som tør gå nye veje med tætte og tværgående samarbejder under temaet ”Fælles om opgaven”. Vi finder det naturligt at samarbejde om opgaver, der ligger i mellem og på tværs af organisatoriske søjler og hierarkier. Egedal Kommune ønsker at fremme ligestilling og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund. Læs mere om os på EgedalKommune.dk